SKAL DIN SIDSTE REJSE OGSÅ VÆRE MILJØVENLIG?
Lad os gøre det muligt
FORENINGEN FORMULDNING - MILJØVENLIG BEGRAVELSE
Foreningen arbejder på at gøre begravelsesformen formuldning mulig i Danmark, fordi begravelser også skal
være en del af den grønne omstilling.
Statistikken viser, at 85% af danskerne vælger kremering, hvilket er energikrævende og forurener. Der findes allerede et miljøvenligt alternativ: formuldning, som faktisk optimerer naturens egen nedbrydningsmetode.
Der er ingen grund til at forurene unødvendigt.
Formuldning er desværre ikke skrevet ind i den danske begravelseslovgivning endnu, men det kan den snart blive!
FORMULDNING ER FOR DIG, DER ØNSKER EN BEGRAVELSE I NATURENS KREDSLØB
DET MILJØRIGTIGE
ALTERNATIV TIL KREMERING
FAKTA OM FORMULDNING SOM BEGRAVELSESFORM
Processen bruger ingen kemi eller fossil energi
I et kontrolleret miljø omdannes kroppen til frugtbar jord
På 2-3 måneder er kroppen kommet tilbage til naturens kredsløb
NÅR HØJTIDELIGHEDEN ER FORBI
Kroppen lægges i en formuldningskube på en blød blanding af halm, træflis og tørrede blomster, der naturligt giver processen det rigtige forhold af karbon og nitrogen.
KUBEN LUKKES
Kubens låg lukkes til, og den naturlige nedbrydningsproces får de mest optimale vilkår, idet der tilføres en bestemt mænge ilt og fugt til kuben.
DEN NATURLIGE PROCES BEGYNDER
Mikroorganismerne driver transformationen til jord på et molekylært niveau, og der tilføres ingen varme, fossilt brændstof eller kemi - varmen kommer fra selve den naturlige proces.
Temperaturen svinger naturligt, og når den falder, vippes formuldningskuben nænsomt for at sætte gang i nedbrydningsprocessen igen.
Den afdøde og plantematerialet er i kuben i ca. 8-10 uger og bliver langsomt omdannet til næringsrig jord.
MULDEN TAGES UD OG FINDELES
En krop bliver til ca. 0,7 m3 muld. Mulden har en god struktur, er rig på næringsstoffer og lugter som helt almindelig jord.
Mulden tages ud af kuben og pakkes ind i et klæde af fx hør. Herefter løftes den nænsomt ned i hullet på gravstedet, ligesom man ville gøre det med en kiste.
Mulden nedgraves ca. 30 cm fra overfladen, så næringsstofferne kan optages af buske og træer.
I USA kan jorden også doneres til naturgenopretning.
LIVET EFTER DØDEN
Mulden binder kulstof, jordforbedrer og nærer nyt liv.
Kroppen er kommet tilbage i naturens kredsløb på en bæredygtig måde.
85% AF DANSKERNE VÆLGER KREMERING
EN MILJØBELASTENDE BEGRAVELSESFORM
Almindeligvis tænker man ikke på, at en kremering er miljøbelastende, fordi det er den mest almindelige begravelsesform i Danmark.
Kremeringsprocessen foregår ved, at kroppen lægges i en kiste og brændes ved høje temperaturer. Fordi kroppen består af mindst 60% vand, kræver det meget energi at brænde den - og den energi kommer oftest fra fossile brændstoffer. Beregningerne af én kremering spænder fra 17 kilo til 400 kilo CO2, men der er også mange andre forurenende faktorer i forbindelse med en kremering.
Selve brændingen af fossilt brændstof udleder forurening til luften, men dertil kommer de forurenende gasser fra afbrændingen af selve kroppen. Her dannes blandt andet giftstoffet dioxin og det sundhedsskadelige stof, NOx. En del af de forurenende partikler sætter sig i krematoriernes filtersystemer, der lagrer stofferne som farligt affald. Selvom varmeoverskuddet fra afbrændingen på nogle krematorier bliver brugt til fjernvarme, er kremeringens resultat miljøbelastende.
HVORFOR HAR VI BRUG FOR ET ALTERNATIV?
Der er ingen grund til at forurene ved nedbrydning af kroppen, når naturen har sin egen velfungerende nedbrydningsmetode til organisk stof. Formuldning benytter netop denne nedbrydningsmetode.
Kroppen kan faktisk omdannes til jord uden fossile brændstoffer eller kemi. Det ville selvfølgelig også være tilfældet ved en kistebegravelse, men størstedelen af danskerne vælger netop ikke en kistebegravelse - og det eneste andet alternativ ifølge den nuværende lovgivning er: kremering.
Danskerne bør have mulighed for at vælge formuldning som et miljøvenligt alternativ til kremering.
BEGRAVELSER ER OGSÅ EN DEL AF DEN GRØNNE OMSTILLING
FORMULDNING BØR SKRIVES IND I BEGRAVELSESLOVGIVNINGEN
SYNES DU OGSÅ DET?
SÅDAN KAN DU HJÆLPE:
— HVAD KOSTER EN FORMULDNING? —
Prisen afhænger af følgende elementer:
— SELVE PROCESSENS PRIS —
Eftersom fremgangsmåden for en formuldning ikke er præcis den samme fra land til land, varierer prisen ligeledes.
— OM LOVEN KRÆVER EN KISTE —
Tiden vil vise, om begravelseslovgivningen efter inkorporering af formuldning foreskriver en kiste. Hvis en kiste ikke er nødvendig til begravelsen, vil det være muligt at begrave mulden indhyldet i et stykke stof, hvilket naturligvis vil være en billigere løsning.
— GRAVSTEDETS FREDNINGSPERIODE —
Fredningstiden på et kistegravsted er mindst 20 år, og fredningstiden på en urne er mindst 10 år. Et gravsted koster penge i hele fredningsperioden, så jo kortere fredningstid, jo lavere samlet pris.
Hvor lang bliver fredningstiden på et formuldningsgravsted?
Priseksempel fra Meine Erde i Tyskland
I dag koster selve formuldningsprocessen hos tyske Meine Erde 22.000 DKK.
Vi ved endnu ikke, hvad en formuldning kommer til at koste i Danmark. Men vi vil arbejde på at gøre formuldning muligt for alle - også prismæssigt.
ALLE SKAL HAVE MULIGHEDEN FOR ET GRØNT FARVEL
FORMULDNING FOREGÅR ALLEREDE UDE I VERDEN
HER KAN DU LÆSE OM, HVOR:
FAQ
Ofte stillede spørgsmål:
Hvad er "formuldning"?
Formuldning er en ny begravelsesmetode, der omdanner den afdødes krop til frugtbar jord på 2-3 måneder ved hjælp af naturens mikroorganismer - fuldstændig organisk og bæredygtigt. Derfor gør processen hverken brug af kemi eller fossile brændstoffer - og der tilsættes heller ikke orme eller insekter.
Formuldning er et nyt begreb på dansk, men hvis du vil vide mere, kan du søge på de engelske begreber for formuldning; "Natural organic reduction" eller "Terramation".
Hvorfor er formuldning en mere miljøvenlig begravelsesform end kremering?
Formuldning er en begravelsesform, der fører kroppen tilbage i naturens kredsløb. Naturens mikroorganismer nedbryder kroppen i en formuldningskube over 2-3 måneder. De næringsstoffer og mineraler, som den afdødes krop indeholder, videregives til plantematerialet og bliver til frugtbar muldjord, så det er muligt for nyt liv at blomstre – og den naturlige cyklus kan fortsætte.
Kremering/ligbrænding er som regel ikke noget, vi stiller spørgsmålstegn ved, fordi det er den mest almindelige begravelsesform i Danmark.
Kremering er ifølge den nuværende lovgivning en forudsætning for urnebegravelse, skovbegravelse og askespredning. Processen foregår ved, at kroppen lægges i en kiste og brændes ved høje temperaturer. Fordi kroppen består af 60% vand, kræver det naturligvis meget energi at brænde den, og den energi kommer oftest fra fossile brændstoffer. Processen udleder forurenende partikler, der sætter sig i filtersystemerne, som omdanner stofferne til farligt affald.
Hvad sker der med eventuelle medicinrester og forurenende stoffer i kroppen under en formuldningsproces?
Formuldningen foregår i en lukket kube. Nedbrydningsprocessen danner naturligt varme, så temperaturen i flere dage i træk overstiger 70 grader celsius inde i kuben. Denne langvarige temperaturstigning dræber de sygdomsfremkaldende mikroorganismer, også kaldet patogener.
Lægemidler, herunder antibiotika og kemoterapi, nedbrydes stort set helt af de naturlige mikroorganismer under processen. Sikkerheden af den nye jord er bekræftet ved hjælp af laboratorietest fra flere uafhængige testlaboratorier.
Tests fra Leipzigs Universitet i Tyskland viser, at mulden opfylder tyske kvalitetskrav til kompost (Federal Quality Association for Compost (BGK)).
Konklusion: Medicin
nedbrydes, men rester er sporbare. Medicin nedbrydes bedre ved en formuldning end ved
en traditionel kistebegravelse.
Link til undersøgelsen fra Leipzig Universitet
Hvad sker der med guldtænder, porcelænstænder og proteser ved en formuldning?
Efter en formuldning frasorteres alle proteser af hensyn til jordmiljøet og nedbrydningstiden. Tænder og knogler findeles, ligesom man gør efter en kremering.
Hvis man ønsker at give den afdøde f.eks. et smykke med på sin sidste rejse, er det en mulighed at give det med, når jorden graves ned på gravstedet.
Hvordan foregår en begravelse i forbindelse med formuldning?
I forbindelse med en kremering afholder man en bisættelsesceremoni i kirken, kapellet, eller hvor man ønsker. Ligeledes gælder det, når man vælger en formuldning. Herefter vil den afdøde blive kørt til formuldningshallen.
Når formuldningen er gennemført efter 2-3 måneder, vil eventuelle proteser blive sorteret fra og synlige knogler blive findelt, ligesom man i øvrigt også gør med knogler i forbindelse med kremering.
Herefter pakkes mulden ind i et klæde, og den er klar til at komme i jorden.
Ligesom ved en urnenedsættelse vil det også være muligt for familien at deltage i denne begivenhed.
Kan man finde spor af kroppen i mulden bagefter?
Her henviser vi til en rapport fra Leipzigs Universitet i Tyskland, der ved laboratorietests har undersøgt jorden fra en formuldning. Rapporten viser bl.a., at:
- Alt blødt materiale er formuldet. Jordprøver viser ingen mikro- som makroskopiske spor humant blødt væv
- Knoglernes nedbrydningsgrad svarer til knogler der har ligget i jorden i 20-50 år
- I mulden med det findelte knogle støv kan der ikke findes nok DNA til en DNA-analyse
Tilsættes der orme, insekter eller kemi under formuldning?
Nej. Omdannelsen til jord udføres udelukkende af mikroorganismer, der naturligt findes i organisk materiale. Ved at optimere forholdet mellem karbon, nitrogen, luft og fugt skabes et perfekt, naturligt miljø, hvor varmeelskende mikroorganismer kan udføre deres nedbrydningsarbejde.
Fik du ikke svar på dit spørgsmål?
Send os en e-mail: kontakt@infoformuldning.dk